Motorvej

Hvor mange gange, har du ikke lige gået og drømt om, hvad du ville gøre, hvis du havde en tidsmaskine? Det er den slags dagdrømmeri vi allesammen har haft, på et eller andet tidspunkt. Hvis man dog bare kunne skrue tiden tilbage, og undgå de dumme fejl man lavede. Måske kunne man have undgået, at forholdet faldt fra hinanden, hvis man bare kunne hoppe lidt tilbage i tiden, og lytte mere til hvad ens kæreste sagde. Måske man ville være mange millionær i dag, hvis man hoppede et år eller to tilbage i tiden, og investerede i Bitcoins. Men faktum er, at tiden kun går én vej: og det er fremad.

Jeg sad selv i en situation, hvor jeg gerne ville kunne skrue tiden tilbage. Eller i hvert fald bare stoppe den, så jeg kunne leve nogenlunde det samme liv for evig. Jeg er nemlig ikke specielt krævende: jeg er glad for mit liv og min hverdag, også selvom det måske ikke er noget, udefrakommende vil finde specielt elegant. Men jeg er, og har altid været, godt tilfreds. Det var derfor ikke særligt velkomment, da min bil, som jeg havde haft i snart 10 år, ikke kunne klare mosten længere. Motoren var helt brændt sammen, og kombineret med en godt rusten undervogn, var der ikke rigtigt noget, der var værd at redde. Men jeg overvejede det: selv hvis det ville koste mere end en ny bil, hvorfor så ikke gøre det? Jeg var jo glad for den bil! Jeg havde ikke lyst til, at der skulle ske noget nyt – alt hvad der er nyt, har det med at smitte af på de andre ting i ens liv, og dem havde jeg jo heller ikke lyst til at ændre!

Men der var ikke noget at gøre. Det ville være ufatteligt dyrt at reparere bilen, og min mekaniker fortalte mig, at han ville nægte at gøre det, selv hvis jeg betalte hvad det kostede. Han er en god ven, og han kan ikke lidt at se mig spilde penge, sagde han. Så der var ikke noget at gøre: jeg kunne ikke gå tilbage i tiden, og ej heller stoppe den. Jeg var nødt til at bevæge mig ind i fremtiden, og få mig en ny bil.

Jeg kiggede lidt for længe efter, om jeg kunne finde den samme model til salg brugt. Men jeg vidste, at det ikke ville være det samme: det var ikke bare bilmodellen jeg godt kunne lide. Det var den bil specifikt. De minder jeg havde i den, og de lyde den lavede. Den var unik, og ville ikke kunne erstattes af en klon.

Så hvis det ikke skulle være det samme, så skulle det være splinternyt. Nu havde jeg opgivet at stoppe tiden, og besluttede mig i stedet for, at sætte fart over feltet! Så jeg anskaffede mig en splinterny Renault Scenic. Det var noget af et skift i køre-oplevelse, men det havde jeg nu også regnet med. Jeg benyttede mig selvfølgeligt af korttidsleasing, så jeg havde mulighed for at skifte mening, hvis det overhovedet ikke passede mig. Men min Scenic har været helt perfekt: den har en anden personlighed, end den gamle bil, men jeg elsker den mindst ligeså højt!